Praktiserende læger kan fremover få over en million kroner i støtte fra Region Sjælland, hvis de åbner en praksis i en af de kommuner, hvor der er størst mangel på læger.
Det er en del af en ny tilskudsordning, som Region Sjælland tirsdag beskriver i en pressemeddelelse.
Op til 1.250.000 kroner kan en læge få for at slå sig ned i kommuner som Lolland, Odsherred og Slagelse. Det gælder for ni kommuner ud af de i alt 17 i regionen.
Eksisterende klinikker kan også få tilskud til at udvide med en eller flere læger, og samtidig får nye læger lovning på et beløb svarende til 1100 patienter, hvis de har få patienter.
Håbet er, at man kan lokke flere praktiserende læger til at søge væk fra de største byer i landet.
- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at få flere praktiserende læger. Jeg håber, at denne økonomiske gulerod er med til at overbevise dem, der overvejer at blive praktiserende læge i Region Sjælland, siger regionsrådsformanden Trine Birk Andersen (S) i en pressemeddelelse.
Penge fra sundhedsreformen
Det er målet i Region Sjællands budgetaftale for næste år, at der i løbet af 2026 skal komme 56 flere læger til regionen.
Samtidig vil regionen også have flere af de nuværende praktiserende læger til at blive længere på arbejdsmarkedet. Klinikker med læger over 63 år får derfor et tilskud.
Foruden kommunerne Lolland, Odsherred og Slagelse er det også i Kalundborg, Næstved, Guldborgsund, Vordingborg, Greve og Stevns kommuner, at nye læger kan få guleroden på over en million kroner.
Pengene kommer fra en aftale mellem regeringen og Danske Regioner. Den handler om, hvordan sundhedsreformen fra 2024 skal implementeres. Et af de store temaer i reformen er, at det nære sundhedsvæsen i Danmark skal forbedres. Det skal et øget antal praktiserende læger hjælpe med.
Samtidig skal sundhedsvæsnet være mere lige, har partierne bag reformen sagt. Men det er noget af en opgave, for det har vist sig at være svært at tiltrække nye praktiserende læger til især nordjyske og vestsjællandske kommuner.
I Nordjylland har man blandt andet sat optaget på lægeuddannelsen i Aalborg op, og regionen vil så forsøge at fastholde lægerne efter endt uddannelse.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.






















