Hjemmeindlagte patienter får en kasse med hjem med forskelligt måludstyr til blandt andet at måle blodtryk og puls.
Region Sjælland

Særlig afdeling for hjemmeindlæggelser skal udbredes

Region Sjælland har netop afsat penge til oprette afdelinger for hjemmeindlæggelser på flere sygehuse og sigter mod udbredelse i kommende Region Østdanmark.
8. APR 2026 10.13

SJÆLLAND / ØSTDANMARK: Holbæk Sygehus har, på vegne af Region Østdanmark, som det første i landet haft en afdeling til hjemmeindlæggelser på tværs af specialer siden december 2025. Region Sjælland vil nu udbrede konceptet, så flere patienter vil kunne modtage behandling i hjemmet i fremtiden.

Derfor afsætter regionsrådet 3,5 mio. kr. om året, så regionens øvrige hospitaler kan tilbyde flere hjemmeindlæggelser i løbet af 2026.

- Vi flytter generelt sundhedsvæsenet endnu tættere på folk i de her år, og mere hjemmebehandling er et vigtigt element i den forbindelse, siger regionsrådsformand i Region Sjælland Trine Birk Andersen (S) og fortsætter:

- Jeg tror, de fleste af os som udgangspunkt helst vil være hjemme, hvis vi bliver syge. I mange tilfælde kan patienter faktisk få bedre sygdomsforløb i trygge og vante omgivelser med mere appetit, bevægelse og bedre søvn. Samtidig reduceres antallet af unødvendige indlæggelser.

Planen er, at modellen skal udbrede i hele Region Østdanmark, når Region Sjælland og Region Hovedstaden samles den 1. januar 2027.

Patienter vil have det bedre derhjemme

Indtil videre har 21 patienter været hjemmeindlagt på Holbæk Sygehus. Foreløbig har det drejet sig om patienter med infektioner, fx lungebetændelse og urinvejsbetændelse.

Sygehusdirektør på Holbæk Sygehus Niels Reichstein Larsen fortæller, at der i dag behandles mange på sygehuset, som i virkeligheden ville have bedre af at være derhjemme.

- Med denne her løsning kan vi tilbyde patienter, som ikke er kritisk syge, hjemmeindlæggelse og hjemmebehandling. Disse patienter kan få samme behandling og pleje, uden de behøver ligge i en sygehusseng. Samtidig bliver der mere plads til de patienter, der har brug for at være fysisk på sygehuset, siger han og fortsætter:

- Vi er ved at have styr på den teknologiske del, men det tager generelt tid at gøre tingene på en ny måde.

Fakta om hjemmeindlæggelser
  • Patienter, der er stabile og ikke kræver fysisk overvågning, kan i stedet indlægges hjemme i vante omgivelser. Det vurderes altid individuelt.

  • De patienter, der typisk vil kunne blive hjemmeindlagt, er borgere, der skal have antibiotika i et par dage på grund af forskellige typer af infektioner for eksempel lungebetændelse eller andre infektioner efter kirurgiske indgreb.

  • Patienterne måler selv blodtryk, puls, iltmætning og temperatur og indtaster værdierne i et særligt område i app’en Min Sundhedsplatform. Derudover skal patienterne hver morgen udfylde et spørgeskema om for eksempel søvn, afføring, smerter osv.

  • Hver dag er der stuegang over video, hvor en læge og en sygeplejerske deltager. Derudover kan patienterne altid få fat i en sygeplejerske enten via en anmodning i Min Sundhedsplatform eller ved at ringe.
Efterlever intentionerne i sundhedsreformen

Niels Reichstein Larsen kalder afdelingen for et af de første store skridt, hvor intentionen bag sundhedsreformen efterleves, og ser den som et vigtigt værktøj for de nye sundhedsråd og arbejdet med at rykke sundhed tættere på borgerne.

Den nye model for hjemmeindlæggelser er bygget ind i de to østdanske regioners journalsystem, hvilket gør løsningen nemmere at udbrede, fordi medarbejderne allerede arbejder i systemet.

Den nye løsning bygger desuden ovenpå erfaringerne med hjemmeindlæggelser på blandt andet Nordsjællands Hospital og Region Sjællands eHospital.

Regionsrådet i Region Sjælland har samtidig afsat 4,5 mio. kr. til flere mobile behandlingsenheder, der blandt andet skal bruges til at køre ud til de hjemmeindlagte for eksempel for at tage blodprøver eller give medicin. 

SRS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Sundheds artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Sundheds artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Sundhed

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dk-sundhed.dk/artikel/saerlig-afdeling-for-hjemmeindlaeggelser-skal-udbredes

GDPR